Æblevin
Ny nordisk tradition
Det kølige nordiske klima er perfekt at dyrke æbler i, og Danmark har historisk set været en stolt æbledyrkernation.
Desværre må de fleste danske æbleproducenter efterhånden se sig slået af konkurrencen fra udlandet.
Konsumæbler og i en vis grad most har været bærende - vi har ikke haft tradition for at lave hverken vin eller cider.
De danske æbler er blandt verdens bedste og en ny bevidsthed om mulighederne er etableret. Vinmagere tager chancer, udvikler og skaber produkter af høj kvalitet.
Hos Vinhuset Kvist & Vitus arbejder vi intenst på at højne niveauet og producere unikke vine. Der rettes ind, strammes op, forfines og skabes nye nordiske traditioner.
Eksklusive vine i begrænset antal
Brandbygegaard er et regenerativt landbrug med fokus på biodiversitet og naturudvikling kombineret med en højt profileret økologisk nicheproduktion.
Råvarerne kommer fra gårdens egen jord, bliver dyrket, høstet og lavet til vin af os - det sikrer en begrænset mængde. Den enkelte flaske vin bliver aldrig et industriprodukt, men vil altid være et stykke håndværk produceret og håndteret med omtanke og kærlighed til råvaren såvel som til den færdige vin.
Vi mener, at god vin er fuldstændig afhængig af en uspoleret råvare, og derfor er al vores frugt/bær dyrket med stor respekt for jorden, vi betræder, og for de mennesker der skal nyde vores produkt. Omtanke fra jord til glas. Dogmevin.
Terroir
Vi mener, at smagen starter ude på marken, langt nede i jorden, hvor vores mange æbletræer henter deres livsvigtige næring. Lokaliteten er vigtig for bestøvning, udvikling, smag og intensitet.
Æbleplantagens placering er valgt med hensyntagen til jordbund og vandforsyning og der arbejdes altid for at skabe det perfekte mikroklima omkring træerne.
Området har en svag hældning mod syd og ligger for enden af en lavning, hvor vind fra øst bærer fjordens lune luft ind om vinteren, og den svalende luft køler i løbet af sommeren. Beliggenheden kun 500 meter fra havet giver tidligt forår og færre døgn med hård frost om vinteren.
Æbleplantagens hældning mod syd skaber god lysindstråling i de nord-sydgående rækker og dermed mere sukker og mere intens smag i de modne æbler.
Jorden er mild og løs i de øvre jordlag, her trives rødderne perfekt og sikrer stabiliteten over vækstperioden. Når træerne sætter deres rødder dybere i, møder de et tyndt lag vandførende grus og herefter en måtte af fed blåler, der med sin overflod af mineraler giver en unik karakter i æblernes smag og gør frugten fantastisk til vinfremstilling.
Jorden og planterne bliver selvfølgelig ikke sprøjtet og alt arbejde foregår enten med små maskiner eller med håndkraft.
I rækkerne er der sået hvidkløver, som binder kvælstof fra luften til jorden, hvor træerne kan optage den livgivende næring. Der tilføres ikke kunstgødning. Græs og kløver klippes og afklippet får lov til at blive liggende og optages efter nedbrydning som næring af frugttræerne.
Æblerne tyndes ikke ud, hvilket resulterer i mange mindre æbler med et større skrælareal og dermed mere syre til gavn for vinens balance.
Vores æbler skal ikke gemmes og derfor høstes de først, når de er helt modne – lige inden de selv falder ned. Det sikrer en meget intens æblesmag samt mere frugtsukker til vinens gæring.
Produktion
Efter plukning eftermodnes æblerne i trækasser et par uger, inden de kværnes til pulp.
Udover den vilde gær på æblernes overflade, naturgæren, tilsættes en nøje udvalgt gærtype og fermenteringsprocessen sættes i gang. Gæringen finder sted under kølige forhold, hvilket gør, at vinen smågærer det meste af et halvt år. Først en alkoholgæring og derefter malolaktisk gæring, der runder æblesyren af. Lang gæringstid giver en meget nuanceret og kompleks smag med mange noter. Efter ½ – 1 år bliver vinen videreforarbejdet efter champagnemetoden.
Vin, der skal viderefermenteres på flaske, bliver tappet og tilsat en smule sukker for at skabe det ønskede tryk og udtryk i små fine bobler. Vinene gæres igen køligt og er salgsklare ½ til 5 år efter sidste gæring, hvor de afslutningsvist degorgeres. Det vil sige, at de får skudt gær og bundfald ud. Der gøres ikke yderligere, hvis vinen skal holdes tør, sprød og fri for svovl.
Det er vin lavet af frugt, som er plantet, passet, høstet, forarbejdet, fermenteret, kontrolleret og gjort salgsklar af de samme hænder – direkte fra jorden til dig.