Musik, samtaler, jokes og nærvær – helt tæt på.
Den 4. april inviterer vi til en særlig aften i selskab med Andreas Bo og guitarist Dennis Flacheberg. En aften, hvor ordene får lige så meget plads som tonerne – og hvor du kommer helt tæt på mennesket bag maskerne.
Brandbygegaard danner rammen for en eksklusiv og intim samtalekoncert, hvor Andreas Bo åbner døren ind til sit liv – på og bag scenen. Sammen med den anerkendte guitarist Dennis Flacheberg, vil han dele historier, tanker og musik, der kommer lige fra hjertet.
Andreas Bo som netop har været aktuel med comedy-showet "HÅR(D)" er blandt landets største navne indenfor comedy og revy. Som fast inventar i tv-programmer som Live fra Bremen og Rundt på Gulvet, sine mange år i Cirkusrevyen såvel mange succesrige stand-up shows, er han en af de mest folkekære og berømte entertainere i Danmark.
Musik er også en stor del af Andreas Bo's liv, og det har også fået en større og større rolle i hans comedy-shows. Andreas Bo har altid skrevet sange bl.a. til sine stand-up shows, og da han fyldte 50, udgav han også pladen, “Skillevej” indspillet i Media Sound Studiet med sit eget orkester.
“Det er fedt at tage en guitar og bare synge. Jeg elsker den inderlighed og det følelsesmæssige udtryk, som det aftvinger. Der er ikke noget staffage – det er bare musik. Hvis jeg er heldig, rammer jeg nogen og giver dem en god oplevelse. Alle teksterne handler om håb. Om at tingene – på en eller anden måde – løser sig.”
– Andreas Bo
Hvad kan du forvente?
Samtalekoncerten bliver ikke et klassisk Andreas Bo-show fyldt med parodier og hurtige punchlines – i stedet får du en ærlig og rørende oplevelse med en kunstner, der har noget på hjerte. Musikken er i centrum – i akustiske, nøgne smukke rammer – og du vil opleve både Andreas’ egne sange samt nogle af hans personlige yndlingsnumre, ledsaget af historierne bag.
Dennis Flacheberg vil styre samtalen og sætte Andreas i stævne med spørgsmål som:
- Hvor er du opvokset?
- Hvordan kom du ind i showbizz?
- Hvordan er livet som freelancer?
- Hvordan er en typisk arbejdsdag?
- Bliver du nervøs inden han skal på scenen?
Du vil med garanti gå hjem med ny indsigt i en velkendt kunstner og Andreas Bo er og bliver Andreas Bo, så du vil med garanti bliver øm i kæberne af at grine!
Andreas Bo – kendt fra bl.a. “Live fra Bremen”, “Rundt på gulvet” og shows som “Plagiat”, “Original” og “Fifti-Fifti”. Musiker, skuespiller, komiker, forfatter og producent.
www.andreasbo.dk
Dennis Flacheberg – guitarist, sanger og en af landets mest erfarne sidemen. Har spillet med bl.a. L.I.G.A, Hjalmer, Back to Back, Lis Sørensen, Page Four og Johnny Logan.
www.flacheberg.dk
Det er alt sammen meget godt, tænker du nok - men hvad skal vi have at spise?
Det er jo en særlig aften, så vi kører 3 retter fra gårdens køkken.
Vi lægger ud med en dejlig burratasalat med syltede herligheder. Lones balsamicosirup og stegt palmekål. Dernæst helstegt bagkølle af gris med jord på snuden, flankeret af fransk kartoffelgratin, salat af forårets første grønt fra drivhuset og naturligvis Sørøverens krydrede syltede agurker. Til dessert den evigoplagte klassiske æblekage af gårdens vintergemte æbler, med hjemmelavet rasp og flødeskum - har du først prøvet Lones æblekage, så bliver det svært at gå tilbage.
Middag er inkluderet i prisen, drikkevarer afregnes efter behov i baren.
Dørene åbner kl. 18:00
Middagen starter ca. kl.18:30
Koncerten begynder kl. 20:00
Aftenen slutter omkring kl. 22:00
Vel mødt, det bliver en stor og helt særlig aften!