Emil Otto vender tilbage til Brandbygegaard
Charme, selvtillid og lækkert hår – sjældent har denne sætning passet så godt på en jazzmusiker, som det gør på Emil Otto. Det er ved at være et par år siden, vi sidst har haft glæden af dette kæmpe talent og hans eminente band - nu kan vi igen præsentere det helt fantastiske setup, der gav publikum en ordentlig én på opleveren oppe i den store trælade. Det kan kun blive en vild oplevelse i det noget mere intime kulturhus, når vi d. 25. april lægger spillested til Emil Ottos turnéstart.
Emil Otto er ikke kun på vej til at indtage pladsen som croonerkonge, men også en gudsbenådet pianist og komponist. Sammen med det unge orkester rammes en stemning af klassisk jazz møder nyt i en svingende opløftende stil, der helt sikkert efterlader dig med et smil.
Sørøveren har besluttet sig for at folde den hjemmelavede butterdej igen og lave sine populære tarteletter med økokylling fra Nikolaj og Andreas, asparges og det første spæde forårsgrønt fra drivhuset.
Middag er inkluderet i prisen, drikkevarer afregnes efter behov i baren.
Døren åbnes kl. 18:00
Madens serveres ca. kl. 18:30
Koncerten starter kl. 19:30
Forventet sluttidspunkt ca. kl. 22
Vel mødt, det bliver swingende!!