Efter 7 års lagring på gæren er vi meget stolte af at præsentere vores Efterår 2016. Æblerne stammer fra første høst i vores dengang nye æbleplantage og resultatet er en flot og fyldig boblende æblevin, med en dejlig mousse i munden. En vin i balance, tøjlet syre, spændende næse og stor smag.
Vinen bærer præg af alder, har en lille snert af fino samt toast og kan sagtens spille op mod mad i mange afskygninger, men egner sig også glimrende til aperitif før måltidet eller blot som tørstslukker på terrassen en sommerdag.
Vores æblebobler laves på champagnemetoden. Æblerne kvases og macereres i 3 døgn. Vinen gæres med en blanding af vildgær og champagnegær og dernæst gennemgår vinen en naturlig malolaktisk syreomdannelse. Æbleboblerne er, ligesom vores cidere, helt uden tilsat dosage (sukkerlikør) eller svovl. Det er kun den rene vare. 75 cl. med 11%.