Budskabet i ”Mad vs. Fødevarer” er svært fordøjeligt, en stor kamel at sluge om man vil, men det er udelukkende fordi, at denne bog tager fat i underbukselinningen på din samvittighed og trækker den hele vejen over hovedet på dig - endda uden at du opdager det. Du sidder bare med en aha-oplevelse og en stærk lyst til god, sund og anstændig mad.
Og hvordan gør bogen så det? Jo, ser du – helt uden at løfte pegefingeren overfor læseren, bliver man blidt og roligt trukket gennem en fortælling, et drama fra den virkelige verden. Og ikke bare et hvilket som helst drama, nej det handler såmænd om en selv.
Bogen indleder med at stille spørgsmålstegn til den madkultur, vi har i dag. Fødevarerne kommer under lup på en måde, der vil sætte tanker i gang hos enhver, der læser bogen – hovedrysten, forundring og måske belæg for nogen selvransagelse. Herefter tages de forskellige gange i supermarkedet op til revision, og selvom man nok har hørt om de fleste af de problematikker, der findes i køledisken, leveres de her ganske spiselige én efter én. Og lige netop omfanget af bedrag vil få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv de mest fornægtende personligheder.
Der fortsættes med tunge emner som GMO, MRSA, folkesundhed, og hvad der deraf affødes. Den helt almindelige antagelse om, at Fødevareministeriet og Sundhedsstyrelsen vil os det bedste, sættes behørigt under pres, og det på en måde så rystelserne i din grundvold kan måles på Richterskalaen.
Bogen er bygget op på fakta og resultater fra en masse undersøgelser, historiske data o.s.v., men mest af alt bygger den på holdninger. Holdninger til mad og råvarer, holdninger til alt det vi putter vi vores kroppe, og alt det vi påfører dyrene, menneskene og jorden imens. Den forholder sig til de urimeligt ringe fødevarer, vi fylder vores korte liv med, uden at vi på noget tidspunkt føler os stødt eller trådt over tæerne. Bogen kan bruges til alt fra almindelig inspiration og til at ændre væsentlige mønstre i tilværelsen, og den vil være til stor hjælp for de fleste, når slalomskiene er spændt på, og styrtløbet ned gennem industrifødevarernes faldgruber skal stå.
Antal sider: 180
Indbinding: Softback