PELLEGRINI-BINZER
Hvad sker der, når det bedste fra to verdener mødes? Når to musikgenrer, der normalt regnes for hinandens modsætninger, finder sammen i et nyskabende lydunivers?
Som ranglet ung fyr med lidt for vilde krøller holdt nede af en rigelig stor rød truckerkasket, godt 12 år, stod jeg ved pladereolerne hos Radiosmeden i Gylling og fiskede et album op af kassen. No Fuel left for the Pilgrims med D-A-D. Den gang havde jeg ikke en idé om, at Jacob Binzers guitarrifs skulle danne baggrundsmusik for mit liv. Opera anede jeg ikke, hvad var, selv om Andrea Pellegrini voksede op ganske tæt på mig og senere tog verden som mezzosopran med storm.
Det er først som voksen, og lad os bare sige, at det kom relativt sent i livet, at den klassiske musik og dermed opera fandt en sprække og pressede sig ind i en efterhånden meget bred musiksmag. Så det at et internationalt talent som Pellegrini til foråret gæster gården sammen med en vaskeægte Guitar Hero er næsten ikke til at være i. Det bliver en helt fantastisk koncert og en kæmpe oplevelse!
Her er, hvad parret selv skriver om deres koncert:
Rock møder klassisk sang i eksperimenterende ny duo uden forbillede på dansk jord. Jacob Binzer fra D.A.D sætter tonen og danner rammen om operasangeren Andrea Pellegrinis vokal. Duoen genfortolker sange fra Barokken til i dag. Tæt på 500-året for reformationen, søger de at finde de sange og musikstykker hvor tiden ikke høres, hvor både barokkens og romantikkens tonesprog griber ind i det moderne nu og hvor rockmusikken rækker armen tilbage mod datidens mestre. Fra Vivaldi og Tjajkovskij til salmer og Cohen.
Inden koncerten serveres tallerkenanrettet øko-kyllingebryst i tomatiseret flødesauce med svampe og bacon, hasselbagte kartofler, bagte rødbeder og agurkesalat. Ønskes en vegetarisk anretning skrives det i kommentaren ved køb af billetterne. Prisen inkluderer mad og musik, drikkevarer tilkøbes i baren.
Dørene åbnes kl. 18:00
Middagen serveres kl. 18:30
Koncerten starter kl. 20:00
Baren er naturligvis åben under hele seancen. .