Bo Evers - endelig er han tilbage på gården!
Vi er nok mere end almindelig glade for Bo Evers lyrik. Han er en absolut mester i ord, og er så elskværdig at afsøge hele sproget i sit tekstunivers. Han er efter min mening én af de mest originale kunstnere, vi har i Danmark og hans markante stemme kombineret med swingende melodier og sange, der dyrker hverdagens små genvordigheder, trivielle historier og kæmpe store samfundsproblematikker, er ofte lige så melankolsk ærlige som latterfremkaldende humoristiske. Jeg glæder mig, det kan jeg vist ikke skjule - jeg glæder mig!
Bo Evers debuterede med sin platin-sælgende landeplage ’Fred’. Du kender desuden Bo Evers fra en af Chief 1’s andre radiohit-produktioner til Bo, nemlig 'Barry White'.Uanset indpakningen, udspringer og udklækkes sangene dog alle fra samme sted: Når Bo Evers sidder alene med sin guitar.
Bo Evers’ nye band, der tæller guitaristen Rune Funch, bassisten Emil Brun og trommeslageren Mads Andersen er klar til at præsentere de nye sange og de gamle hits.
Til koncerterne kombineres den legesyge musik og tekst, og det hele blomstrer op i en højere enhed, der sætter gang i både danseben, lattermuskler og tårekanaler, når drengenes musikalske nærvær strømmer fra de akustiske og elektriske instrumenter og helt ned til de bagerste rækker.
Forvent intimitet, humor, alvor og musikalske røverhistorier.
Vi starter som altid med en dejlig middag og på den tid af året ville man være en drønnert, hvis ikke det var det store vegetariske bord, der blev præsenteret. Køkkenhaven og drivhusene bugner og det vil blive til et måltid fyldt med farver, smage og velvære. Kokken ser frem til at imponere igen :)
Billetten er inkl. koncert og middag. Som altid står det smilende barpersonale klar til at finde dig de dejligste drikkevarer, som afregnes efter forbrug.
Dørene åbner kl. 18:00
Middagen serveres kl. 19:00
Koncerten starter kl. 20:00