Danmark har fået en ny crooner og du kan opleve ham her på Brandbygegaard lørdag den 1. juni 2024.
Da jeg første gang så Emil Otto, måtte jeg lige gnide øjnene en enkelt gang eller to. Kunne stemmen virkelig komme fra den knøs? Dybde, sjæl og ikke mindst charme - alt det en ægte crooner skal have og ja ok - undskyld udtrykket knøs, men her er tale om en ung mand, hvis udtryk er så modent og drevent, at min reaktionære hjerne lige skulle rystes lidt, inden den accepterede forholdene.
Trods Emil Ottos unge alder er han midt i en kometkarriere og det gør os ikke mindre stolte af, at han har sagt ja til at spille her på gården.
Jeg har svært ved at skjule min begejstring! Som stor fan af Sinatra, Dean Martin og samlingen af øvrige croonerkoryfæer, er det mig en inderlig glæde at lytte til Emil Otto. Det er tydeligt at høre inspirationen fra de store og jeg er helt sikker på, at han selv en dag kommer til at blive inspiration for næste generation. Der er ikke så meget mere at sige til det andet end: Find hans ”nye” album og “Ainʼt Love a Beautiful Thing,” der i øvrigt har sikret ham en nominering i kategorien Årets vokaljazzudgivelse ved Danish Jazz awards, forelsk jer og kom med til en helt fantastisk aften her på stedet i juni.
Aftenens line up er:
Emil Otto - vokal, piano
Johannes Hieronymus - guitar
Nikolaj Lippert - bas
Jakob Elleriis - percussion
Casper Simonsen - trommer
Naturligvis kan man ikke sige musik uden at sige mad, og aftenen starter selvfølgelig med et overdådigt tagselvbord fra gårdens køkken, fyldt med smag og kærlighed.
Dørene og baren åbner kl. 18:00. Maden serveres ca. kl. 18:30 og kl. 20.00 starter koncerten.
Pris 500,- kr. pr. billet, der dækker middag og koncert. Drikkevarer tilkøbes i baren efter behov.
Hjertevarme hilsner fra
Lone Landmand & Søren Sørøver