Lones systue

Tøj, man kan bo og leve i

Jeg er meget begejstret for formsproget i tressernes frigjorte beklædning. For de korte kjoler, A-faconen, fornøjelsen ved farver og smukke mønstre, der afspejler livsglæde, nysgerrighed og et opgør med tidens tyngde og normer. Begejstringen fortsætter ind i starthalvfjerdserne, hvor alt er muligt, og snittene stadig står knivskarpt.

Jeg har ofte syet efter originale mønstre fra 60'erne og 70'erne, og de sidder absolut flot, men levner ikke altid mulighed for at strække armene frem eller op. Der er bedre trivsel i tøj, man kan bo og leve i. Med udgangspunkt i mit bagkatalog af retromønstre designer jeg nye, som er tilpasset nutidens kroppe og ønsker om bevægelighed.

Det vil glæde mig, hvis du flytter ind i en frakke.

Der er indrettet systue i gårdens stuehus, og her udvælges tekstiler af god kvalitet. De sammensættes, klippes og syes til enestående stykker tøj. En form for brugskunst, som når du finder dit yndlingskrus hos en keramiker.

Alle arbejdsopgaver har været igennem de samme to menneskehænder, og der er omhu og kærlighed i stingene, som holder det hele sammen.

Også i tøjet.